sådan er titlen på et billede, som der her er en detalje af,,, og det er næsten et citat af Virginia Woolf. I "Til Fyret" beskriver hun det forladte sommerhus, hvor naturen tager over: "Huset var forladt; huset var øde. Det var forladt som en muslingeskal på en sandbanke, som fyldes med tørre saltkorn, nu da livet havde forladt den. Det var, som om den lange nat nu var begyndt; de puslende vinde, som nippede, de klamme luftpust, som fumlede, syntes at have sejret. Gryden var rustet, og tæppet var gået til grunde. Tudser havde mavet sig ind. Ørkesløst, formålsløst svingede det svajende sjal frem og tilbage. En tidsel skød op mellem fliserne i spisekammeret. Svalerne byggede rede i dagligstuen; gulvet var overdrysset med strå; pudset faldt i skovlfulde; spærene lå blottede; rotterne drog af med dit og dat og gnavede det i sig bag vindskederne. Admiralsommerfugle brød frem af deres pupper og flagrede livet af sig mod vinduesruden. Valmuer såede sig selv mellem georginerne; plænen bølgede af langt græs; kæmpestore artiskokker knejsede mellem roserne; en fjernellike blomstrede mellem kålene; mens den blide banken mod vinduet fra ukrudtet i vinternætter var blevet en trommen af kraftige træer og tornede hybenroser, som gjorde hele rummet grønt om sommeren.
Hvilken magt kunne nu forhindre naturens frugtbarhed; dens ufornuft?
Hold da op, hvor hun får lokket skønheden frem af forladtheden. Mennesker er normalt omdrejningspunktet for de fleste litterære tekster, men det, der her beskrives, kan ikke ske, hvis menneskene var nær. Naturen beskrives som formålsløs (og det er ikke kun et negativt ord! Den positive konnotation er hvile og overflod), barsk, grådig og smuk!
I midten er det mig fra familiealbummet, der udforsker naturens opvågnen på min morfars jorder.
.
